Studier > Bacheloruddannelser > Asienstudier (indologi) > Dansk Indologis historie
Den danske indologis oprindelse
Af lektor Kenneth G. Zysk
Termen ”indologi” er et kunstord, der bogstaveligt betyder studiet af Indien. I størstedelen af Europa og herunder Danmark forstås indologi som studiet af Indiens historie, litteratur og kultur med særligt henblik på antikken, og af de indiske sprog. 1 I dag erstattes ordet indologi ofte med betegnelsen indiske studier (Indian Studies), der er langt bredere og også omfatter socialvidenskabelig og antropologisk udforskning af de indiske kulturer. Danmark i almindelighed og Københavns Universitet i særdeleshed indtager en fremtrædende og gammel plads i indologiens historie.
Fortællingen begynder med et næsten glemt kapitel af historien om Danmarks kolonialistiske periode i det 17. århundrede. 2 I 1620 nåede Ove Giedde (1594-1660) som opdagelsesrejsende Indiens østkyst og etablerede en koloni et sted ved navn Trankebar, der befinder sig i den moderne indiske delstat Tamilnadu. Fra 1620 til 1815, da Trankebar blev overgivet til det britiske East India Company, var kolonien centrum for de danske aktiviteter i Indien. I 1755 etablerede I.C. Soetmann en aflæggerkoloni kaldet Serampore eller Frederiksnagore i Bengalen nær Calcutta; også denne koloni blev i sidste ende overgivet til briterne i 1845. En tredje og ubetydelig koloni oprettedes på Nicobarerne, en række af øer, der ligger syd for Andamanerne i Det indiske Ocean, langt fra Indiens kyst, da Danmark fortrængte østrigerne fra øerne i 1784. Også de blev endeligt overgivet til briterne i midten af det 19. århundrede, men da interessen kun var handelsmæssig, bidrog danskerne på øerne ikke til den danske indologis historie.
I modsætning til den største kolonimagt i Indien, England, som fokuserede på handel, koncentrerede Danmark sin indsats om både handel og missionsarbejde. Med henblik på at omvende de indfødte til kristendommen brugte missionærerne en væsentlig del af deres tid på at lære de lokale sprog og på at oversætte det Nye Testamente og dele af det Gamle til dem. Dette arbejde åbnede, som naturligt var, en helt ny verden for de veluddannede præster, der var blevet sendt udenlands, og de begyndte at beskrive de forskellige sprog og udviklede hjælpemidler i form af grammatikker og ordbøger. En af disse præster var Jacob Worm (1642-1692/93), der i stedet for at blive henrettet for majestætsfornærmelse, blev deporteret til Trankebar, hvor han fordybede sig i at oversætte Bibelen til tamil.
I 1706 stiftedes Den danske evangelisk-lutherske Mission blandt Hinduerne. Skønt dansk af navn var selskabet tysk af gavn, idet tyske snarere end danske missionærer bemandede missionsstationerne i de første år. Dette skyldtes, at missionsskolen lå i Halle i den ”Franckesche Stiftung”, der blev drevet af August Hermann Francke, som havde været hofpræst F.J. Lütkens læremester. Efter oplæring i Halle ordineredes præsterne i København, før de blev sendt til Trankebar.
Blandt de tidligst afsendte finder man Bartholomæus Ziegenbalg (1683-1719) fra Pulnitz, som lærte sig portugisisk og tamil og udgav en tamilsk grammatik på latin i 1716, en af de første vestlige grammatikker over et sydindisk, dravidisk sprog. Med basis i de kun 119 tamilske tekster, han havde i sin besiddelse, havde Ziegenbalg i 1708 udgivet sin Bibliotheca Malabarica, det første europæiske bidrag overhovedet til den tamilske litteraturhistorie. 3 Fra senere missionærer fulgte enkelte yderligere bidrag til udforskningen af sydindisk sprog og kultur, men det var først, da Carsten Niebuhr (1733-1815) under sin tilbagerejse fra Yemen besøgte Indien, at de danske bidrag til udforskningen af Indien blev en del af den europæiske indologis mainstream.
Fra september 1763 tilbragte Carsten Niebuhr 14 måneder på den indiske vestkyst som rekonvalescent efter et feberanfald, han havde pådraget sig undervejs fra Mellemøsten. Han opholdt sig hos briterne i Bombay, men efterhånden som hans kræfter vendte tilbage, begav han sig af sted langs kysten og nåede så langt som til Surat ved floden Tapti i Cambaybugten i den moderne delstat Gujarat. De første 80 sider af anden del af første bind af hans Reisebeschreibung nach Arabien und andren umliegenden Ländern (1788) beskriver de indiske folkeslag og deres skikke samt væsentlige religiøse mindesmærker så som de berømte klippetempler i Elephanta i Bombaybugten. Bombay i det moderne Maharashtra og Surat i Gujarat er domineret af folkeslag med nordindiske sprog, af hvilke sanskrit er det ældst kendte eksempel, og adskiller sig herved den sydindiske, dravidiske kultur omkring Trankebar.
I det 18. århundrede blev orientalistik en disciplin ved de europæiske universiteter. Fra og med sir William Jones’ (1746-94) vidt udbredte beskrivelse af lighederne mellem sanskrit, græsk og persisk steg interessen for sanskrit med den tyske sammenlignende sprogvidenskab som spydspids. I Danmark udmærkede Rasmus Rask sig som en af denne skoles mest fremtrædende forskere med sine studier over oldnordisk sprog og mytologi. Rask begreb med det samme betydningen af sanskrit efter at have hørt Rasmus Nyerup, der som professor i litteraturhistorie forelæste over indisk litteratur og mytologi ved Københavns Universitet. Det siges, at han inspirerede Rask til at studere og mestre sanskrit med ordene: ”Det var ikke nok at vide, hvad der stod i Edda; man måtte spørge, hvordan det kom til at så der, og for at få svar måtte man kunne sanskrit.”4
1820-23 rejste Rask i Indien og på Sri Lanka, og på sin hjemrejse medbragte han en mængde originale håndskrifter, der fik afgørende betydning for fremvæksten af indisk og iransk filologi i Danmark. Rask begyndte sine sproglige udforskninger 29. september 1820 i Bombay og fulgte i Niebuhrs kølvand ved at rejse til Surat. Derfra rejste han til båds og til fods til Serampore, før han sejlede mod syd til Trankebar. Som førhen Niebuhr gjorde Rask omhyggelige noter om forskellige aspekter af folkenes sædvaner, og han var ivrig efter at lære deres sprog og indsamle deres håndskrevne bøger. Han tilbragte nogen tid i Madras som rekonvalescent, før han nåede Trankebar, der nu ikke længere var i dansk eje. I oktober 1821 sejlede han videre til Sri Lanka og boede ni måneder på øen, hvor theravada, buddhismens ældste skole, stadig praktiseres. Det meste af tiden tilbragte han i hovedstaden Colombo, hvor han brugte tiden på at lære pali og singalesisk. Førstnævnte er theravadaskrifternes sprog – disse kendes da også under navnet Pali-kanonen – mens sidstnævnte er ørigets indfødte sprog; begge har de rødder i sanskrit. Han anskaffede mange palmebladsmanuskripter på pali, og disse er senere blevet lagt til grund for The Pali Text Societys udgaver af flere bøger fra Pali-kanonen. Disse udgivelser lukkede op for et fuldstændig nyt område for indologien, hvor fokus lå på de middelindiske sprog, med særlig vægt på pali, og banede vejen for den noget nyere disciplin buddhistiske studier. Rask forlod Colombo 19. august 1822 og ankom tilbage i Danmark 5. maj 1823. 5 Fem måneder efter hjemkomsten var Rasmus Rask død. Takket være ham vandt indologien fast plads ved Københavns Universitet, og dermed indledtes et nyt afsnit af dets historie.
Den danske indologis senere udvikling
Dette andet afsnit begyndte med Carl Theodor Johannsen (1804-1840), der var den første til at undervise i sanskrit på Københavns Universitet. Han var oprindelig uddannet i arabisk og modtog 23. februar 1833 kongelig udnævnelse som professor i orientalsk sprog. Hans fag var hebræisk, arabisk og sanskrit.
Omtrent samtidig hermed udgav Lars Nannestad Boisen (1803-1875), en teolog og orientalist uddannet i Bonn og Paris, i sin Østerlandske Blomster de første danske oversættelser af uddrag af sanskrit-eposserne Ramayana og Mahabharata og de didaktiske fortællinger i Hitopadesa
I 1841 blev Martin Johannes Hammerich (1811-1881) udpeget til den nyoprettede stilling som docent i indisk-orientalske sprog og litteratur, og i 1845 foretog han den første danske oversættelse direkte fra sanskrit af det berømte stykke Sakuntala af den berømmede indiske digter Kalidasa. En engelsk oversættelse fra 1789-90 af sir William Jones havde i øvrigt tjent som forlæg for både en tysk udgave og for en tidligere, men altså indirekte dansk oversættelse fra engelsk af Hans West, der under titlen Calidas Sacontala eller Den uheldige Ring var fremkommet i 1793, to år før den tyske udgave. Det var dette stykkes første fremkomst i en tysk version, der inspirerede Goethe til at låne et virkemiddel fra indisk dramaturgi prologen til Faust.
Det første professorat i indisk-østerlandsk filologi ved Københavns Universitet blev givet til Niels Ludvig Westergaard (1815-1878) 29. september 1845. Han udmærkede sig inden for sanskrit-leksikografi og ved tydningen af gamle indiske indskrifter, som han havde indsamlet under en treårig ekspedition til Indien 1841-44. Han forberedte også en sanskritlæsebog og -grammatik på dansk og udarbejdede en katalog over de indiske håndskrifter i Det kongelige Biblioteks og Universitetsbibliotekets besiddelse. Westergaard fremelskede flere studenter, hvis arbejde føjer flere nuancer til billedet af den danske indologi. Den kendteste af dem var Søren Sørensen (1848-1902), der til tider afløste ham. Han anerkendes for sine nybrydende udforskning af eposset Mahabharata og for sit stadig anvendelige indeks til navnene sammesteds.
Med udnævnelsen af Michael Viggo Fausbøll (1821-1908) som Westergaards efterfølger i 1878 indledtes skiftet fra sanskrit til middelindisk og palistudier. Som præstesøn og født ind i en sønderjysk bondefamilie havde Fausbøll læst sprogvidenskab ved universitetet og fik guldmedalje for sit forsvar for en af Martin Hammerichs teorier om syntaksen i sanskrit. Hans sanskritstudier forberedte ham til at arbejde med Rasks pali-håndskrifter, der befandt sig på Universitetsbiblioteket. Han udforskede disse håndskrevne dokumenter med den højeste grad af evne og omhu og udviklede et system til at transkribere det singalesiske skriftsystem, der er anvendt i håndskrifterne, til det latinske alfabet. I store træk er Fausbølls system det, der stadig bruges i udgivelsen af palitekster og til gengivelse af paliord i videnskabelige artikler.
Fausbølls opus magnum var den kommenterede seksbindsudgave af Jataka, som han påbegyndte i 1873, og som afsluttedes med det i 1897 udgivne registerbind, der dog i det væsentligste var udarbejdet af Dines Andersen, som omtales nærmere nedenfor. Fausbølls Jataka-udgave dannede grundlag for talrige oversættelser af fortællingerne om Buddha i tidligere liv og var den referencetekst, der blev anvendt til at fastslå forbindelserne mellem disse historier på den ene side og Æsops fabler, 1001 nat og den senere sanskritbørnelitteratur i Pancatantra og Hitopadesa på den anden. Formodentlig var det erindringen om fortællinger fra denne didaktiske indiske litteratur, der fik en dannet bengalsk herre til – efter at han havde læst en engelsk oversættelse af H.C. Andersens eventyr – at udbryde, at de allerede var blevet oversat til sanskrit! H.C. Andersen blev særdeles fornøjet, da denne bemærkning kom ham for øre, men endskønt hans eventyr er blevet oversat til mange sprog, er sanskrit, så vidt det vides, desværre ikke iblandt dem.
Ud over sin forskning og undervisning i sanskrit og pali nærede Fausbøll voldsom interesse for folklore og bidrog regelmæssigt til det folkloristiske indiske tidsskrift Journal of the Mahabodhi Society. Han ligger begravet på Gentofte kirkegård, 500 meter fra hvor forfatteren til disse linier bor.
I de senere år af sin videnskabelige karriere havde Fausbøll en strålende medarbejder i den nævnte Dines Andersen (1861-1940), der ved at udgive en palilæsebog med glossar ydede en afgørende indsats for at få pali gjort til en del af pensum i de fleste indologiske studier i og uden for Europa. Bogen er stadig i brug som et væsentligt redskab i paliundervisningen.
Som Rasmus Rask kom Dines Andersen fra en lille landsby på Fyn, hvor hans far var møllebygger og hans stedfar smed. Præsten, der var en ven af familien, hjalp ham ind på latinskolen i Odense, der forberedte ham til universitetet, hvor han læste latin, græsk og dansk. Med tiden blev han interesseret i indiske sprog og han modtog doktorgraden i 1892 for en afhandling om verbalbrugen i Chandogya Upanisad. Han blev ansat på Universitetsbiblioteket og fik efterhånden ansvaret for palihåndskrifterne, som han viede størstedelen af sit videnskabelige arbejde. Han efterfulgte Fausbøll som professor i indologi i 1903, og indtil sin pensionering i 1928 virkede han som den fremmeste autoritet inden for en lang række projekter med relation til Indien eller buddhismen. Hans pædagogiske materiale og kritiske essays om palisprog og –litteratur banede vejen for A Critical Pali Dictionary, der af mange anses for det væsentligste danske bidrag til den indologiske videnskab.
A Critical Pali Dictionary kan føre sin oprindelse tilbage til Vilhelm Trenckner (1824-1891), en velbemidlet forsker, der efter at have lært persisk og arabisk påbegyndte et studium af pali-håndskrifterne i Rasks samling. For The Pali Text Society besørgede han først en udgave af den efterkanoniske tekst Milindapanha eller Kong Menanders spørgsmål, der beretter om samtalerne mellem den græsk-baktriske kong Menander og den buddhistiske munk Nanasena, og siden første bind af den kanoniske tekst Majjhima-Nikaya eller Buddhas mellemlange ytringer. Hans væsentligste bidrag til paliforskningen er imidlertid hans uudgivne glossar til pali-kanonen – det er nedskrevet på de tynde mellemlægsblade fra hans højtelskede cigarer – og de transkriptioner han foretog af adskillige bøger fra pali-kanonen ved hjælp af Fausbølls system. Ikke alene var han en omhyggelig forsker, han var også i besiddelse af et skarpt og gennemtrængende vid. På sin vej hjem fra et toårigt ophold i England skrev han det følgende til Fausbøll, der var på vej til Storbritanien: ”At den engelske Politik er i en forbavsende Grad egoistisk og kræmmeragtig, vil De snart opdage, så snart den engelske tåge rigtig er forsvunden fra Deres Øine.” 6
Takket være Trenckners pionerindsats – og med baggrund i den forbavsende ringe kvalitet af The Pali Text Societys Pali-English Dictionary (1921-25) – kunne Dines Andersen i 1924 med assistance fra Helmer Smith (1882-1956), der var professor i sanskrit og sammenlignende sprogvidenskab ved Uppsala Universitet, påbegynde udgivelsen af A Critical Pali Dictionary. Dette projekt, der oprindelig udgaves under auspicier af Videnskabernes Selskab, har måttet gennemleve mange op- og nedture siden begyndelsen, men fortsætter stadig, nu i tilknytning til Asien-Instituttet ved Københavns Universitet. Der er samlet blevet udgivet 35 fascikler i tre bind, og arbejdet med fascikel 36 er netop indledt. Alt i alt er bogstaverne a til ka eller cirka en fjerdedel af af palialfabetet dækket indtil nu.
Dansk indologi trådte ind i en ny fase med Poul Tuxen (1880-1955), en af de mest omskiftelige indologer landet har set. Han var søn af den klassiske filolog Søren Ludvig Tuxen (1850-1919) og en udmærket violinist, og i sine studieår læste han hos Dines Andersen og den tyske indolog Ernst Windisch (1844-1918) i Leipzig. Han modtog universitetets guldmedalje i 1905 for sin afhandling Kvinden i det gamle Indien (udgivet 1944), der byggede på en række kilder på sanskrit. I 1911 forsvarede han sin disputats betitlet Yoga: En Oversigt over den systematiske Yogafilosofi paa Grundlag af Kilderne. Han bevægede sig ubesværet mellem mange genrer af sanskritlitteraturen og flere af de gamle indiske sprog og skrev vidt om sanskrit og indisk kultur for både læg og lærd. I højere grad end nogen anden indolog før eller efter gjorde Tuxen indisk litteratur, kultur og tænkning tilgængelig for den danske læser. Vinteren 1921-22 tilbragte han i de sydøstasiatiske lande Sri Lanka og Thailand. Denne rejse gav ham en dybere og rigere forståelse af theravadabuddhismens levende tradition, hvilket gav sig udslag i hans skrifter om buddhismen. I 1928 blev han udnævnt til at efterfølge Dines Andersen, og som næsten alle andre af universitetets indologer siden da arbejdede han til en vis grad for paliordbogen. En vedvarende øjenlidelse tvang ham til at trække sig tilbage fra sine undervisningsforpligtelser i sine sidste år som professor, men har efterladt sig en righoldig arv af danske skrifter om Indien.
Hans Hendriksen (1913-1989) efterfulgte Tuxen som professor i indologi og ændrede fokus fra filologi til lingvistik. Oprindelig var han interesseret i det gamle indoeuropæiske sprog hittitisk, men formåede at finde arbejde som bidragyder til paliordbogen, og i 1944 forsvarede han sin disputats ”Syntax of the Infinite Verb-forms of Pali.” I 1947 efterfulgte han Helmer Smith som professor i sanskrit ved Uppsala Universitet, men i 1951 blev han kaldet til København som Tuxens efterfølger. Hans lingvistiske interesse kastede trebindsværket Himachali Studies (1976-86) af sig. Det omfatter grammatik, tekster og vokabular fra de moderne indiske dialekter i Himachal-regionerne, der ligger i dalene langs grænsen mellem Tibet og Kashmir.
I 1960 fik Hendriksen et årligt beløb på 1000 kr. til at indkøbe bøger for at grundlægge et bibliotek til det nyoprettede Institut for indisk Filologi. I 1979, da bevillingen var steget til 49.000 kr. årligt, besad biblioteket ca. 4000 bøger og tidsskrifter, og det ansås for en af de bedre samlinger af indisk materiale i Nordeuropa. I dag udgør bevillingen kun omkring 8000 kr., hvilket dårligt nok forslår til at anskaffe de mest elementære lærebøger til brug for de studerende. Endvidere er den indiske samling efter mange flytninger og et kort ophør af undervisningen i sanskrit og indisk ved Københavns Universitet beklageligvis forældet, og der er behov for en ordentlig finansiel saltvandsindsprøjtning, hvis biblioteket igen skal blive værdigt for et indologisk center i verdensklasse. ,
I 1971 blev Ivo Fiser, der var doktor fra universitetet i Prag, udnævnt til den første ikke-skandinaviske lektor ved Institut for indisk filologi. Han forelæste over sanskrit, pali og en række emner fra indisk historie og kultur. Indtil sin død for nogle få år siden udgav han værker om forskellige aspekter af det sociale liv i det antikke Indien med hovedvægt på den litterære tradition for indisk erotik. Da dette emne har været anset for upassende af de fleste indologer, har det aldrig fået den plads, det har krav på, i den indiske litteraturhistorie. Det, der vides, tenderer til at stamme fra det misbrugte og misforståede værk Kamasutra, der er blevet kendt i den mange gange genoptrykte oversættelse af sir Richard Burton og F.F. Arbuthnot.
Da Hendriksen i 1986 gik af, ansattes som ny fast lærer Christian Lindtner. Denne indsigtsfulde og lovende unge videnskabsmand fokuserede på buddhismens filosofiske traditioner med særligt henblik på mahayana-skolen madhyamaka, og skønt han forlod sin post i utide i 1992, bidrager han fortsat aktivt til udforskningen af buddhismen med publikationer i bog- og artikelform.
I 1972 trådte bifags- eller småfagsordningen i kraft med mindre ændringer i 1975 og 1979. Efter ændringen i 1975 fik indisk ved Aarhus Universitet sin egen afdeling i regi af Institut for Oldtids- og Middelalderforskning. Afdelingen fik som særlig opgave at varetage undervisningen i hindi og moderne indisk, mens sanskrit, pali og det klassiske Indiens historie og kultur forblev hovedområdet i København. Erik P. Hjortshøj, der blev ansat som lektor, står den dag i dag i spidsen for afdelingen i Aarhus. Blandt dem, der var fortsat var knyttet til indisk i København, finder man i denne periode ikke mindst Else Pauly (1918-2000), der i sin tid havde studeret sanskrit og pali hos Poul Tuxen, og var ekstern lektor i det sidstnævnte sprog fra 1973-79. Foruden hendes arbejde for A Critical Pali Dictionary skrev hun i Københavns Universitets jubilæumsbog den vigtige artikel "Indisk Filologi" (1992), der ligger til grund for denne kronik.
Efter en kortere pause i indiskundervisningen ved Københavns Universitet i årene 1992-97 blev Kenneth G. Zysk, født 1950, der er ph.d. fra Australian National University, ansat som ny lektor i faget fra 1. november sidstnævnte år og fik som særlig opgave at genetablere undervisning og forskning i klassisk indiske sprog og kulturer. Hans væsentligste arbejde er faldet inden for den antikke indiske lægekunst ayurveda, og i sit arbejde med denne traditions historie og litteratur, har han benyttet sig af kilder på både sanskrit og pali. Med sin nylige disputats fra universitetet i Oslo (Conjugal Love in India, 2001) har han udvidet sit interesseområde til at omfatte sanskritlitteraturen om indisk ret, astrologi og kærlighed.
Indisk, der nu huses af Københavns Universitets Asien-Institut, koncentrerer sig undervisnings- som forskningsmæssigt om det klassiske Indien med fokus på sanskrit og pali og udgør sammen med tibetansk instituttets sydasiatiske afdeling. (Kandidatuddannelsen for de to fag er delvis fælles.) Det forventes, at moderne indiske sprog, særlig hindi, inden længe vil komme til at indgå i fagrækken. På den måde vil indologien komme i tråd med de andre afdelinger af Asien-Instituttet, der alle tilstræber at give et dækkende billede af Asien ved at spænde over såvel klassisk som moderne tid.
Den sydasiatiske afdeling omfatter for tiden yderligere en amanuensis i tibetansk sprog og kultur, Christian Wedemeyer, der er ph.d fra Columbia University, og to ph.d.-studerende, som begge beskæftiger sig med udvalgte buddhistiske emner.
I løbet af indologiens lange historie i Danmark er én ting forblevet den samme: vægten lagt på fremragende undervisning og forskning i Indiens klassiske sprog og kulturer. Denne vægt er det, der tidligere har givet dansk indologi verdensry, og den er det, som efter nærværende forfatters mening vil lade den genvinde sin fremtrædende plads, hvis de nødvendige midler bringes til veje.
Oversættelse fra engelsk: Mikkel Lotz Felter
Noter:
1. Else Pauly, hvis arbejde omtales nærmere nedenfor, giver følgende definition: ”Indologien er en videnskab uden naturlige grænser; som universitetsfag har studiet forskellige områder (med tilsvarende benævnelser) rundt i verden, de fleste steder som i Danmark med vægt på det på kendskab til sanskrit og andre ældre sprogtrin baserede filologiske arbejde.” [Else Pauly, ”Indisk Filologi,” i Poul Johannes Jensen og Leif Grane, red., Københavns Universitet, 1479-1979, bind 8 (København: Gads Forlag, 1992), s. 511].
2. Se Vore Gamle Tropekolonier, bind 6, Kamma Struwe: ”Dansk Ostindien 1732-1776,” og bind 7, Aage Rasch: ”Dansk Ostindien 1777-1845” (København: Fremad, 1966-67).
3. K.V. Zvelebil, Tamil Literature, i J. Gonda, red., A History of Indian Literature, vol. X.1 (Wiesbaden: Otto Harrassowitz, 1974), s. 2.
4. Else Pauly, ”Indisk Filologi,” s. 521.
5. Rasks rejse i Indien og Sri Lanka skildres med bagrund i citater fra hans dagbog og personlige breve i en ny biografi af hans ubeslægtede navne Kirsten Rask: Rasmus Rask: Store tanker i et lille land (København: Gads Forlag, 2002).
Tilbage til fagbeskrivelsen for Asienstudier (indologi)