Interview med Rune Salbo, studerende

I foråret skulle jeg skrive et essay om antibiotikaresistens. Her skulle jeg selv finde litteraturen i form af originale videnskabelige artikler. Her gik det op for mig, at alle artikler, der var fra før 2001, stort set ikke kunne bruges, fordi de simpelthen var forældede. Den viden, man havde på det tidspunkt, var enten mangelfuld eller forkert. Og det var ikke et nyt antibiotika, jeg skrev om. Det havde været brugt medicinsk siden 1948, og resistens mod det havde været kendt i mere end 20 år. Det er noget af det fede ved biokemi, udviklingen går meget hurtigt og det gør faget meget interessant, fordi mange af de ting, man lærer om, er ny viden og ofte noget man kender fra det virkelige liv.

Den hurtige udvikling har også gjort, at biokemi er blevet et enormt stort område, og man må specialisere sig inden for et enkelt emne. Uddannelsen er en blanding af kemi og molekylærbiologi, og denne sammensætning giver biokemikere nogle særlige forudsætninger. Det der får en organisme til at leve, er i sidste ende kemiske reaktioner, og den kemiske baggrund giver en god forståelse for hvad der sker og hvorfor helt nede på molekyleplan. 

Et interessant eksempel på hvad man kan bruge sin biokemi uddannelse på, er det projekt, hvor man forsøger at fremstille en plante, som kan finde landminer. Dette virker umiddelbart meget mystisk, men idéen er genial, og er i virkeligheden meget simpel. I jorden findes bakterier, som kan nedbryde sprængstofferne i landminerne, og derved siver der nitroforbindelser ud i jorden. Planter producerer altid et rødt farvestof, men i så lille en mængde at det sjældent ses. Ved hjælp af genteknologi har man fået denne plante til kun at producere farvestoffet, når der er nitroforbindelser til stede i jorden, men så producerer den det i så store mængder, at planten bliver helt rød. Hvis man sår planten på et område, hvor der er landminer, vil de planter, som vokser oven på minerne, blive røde, og resten vil være grønne. Tilmed har man, for ikke at sprede de transgene planter i naturen, gjort dem sterile, så de kun danner blomster, hvis de sprøjtes med et bestemt hormon.

Jeg var meget i tvivl om, jeg skulle læse kemi eller biokemi, og er blevet meget glad for at have valgt biokemi. Jeg vil specialisere mig indenfor proteinkemi, og her kan jeg bruge al min kemiske viden inden for et område, som har nogle muligheder, den traditionelle kemi ikke har. Med proteiner kan man nemlig få reaktioner til at ske, med et stort udbytte uden en masse biprodukter, som er meget svære at lave med almindelig kemi. Det er bare meget svært at designe et protein til at kunne netop det du skal bruge, og området vil udvikle sig meget de næste mange år.

Der er også et rigtig godt socialt miljø på studiet og flere af mine bedste venner er nogle jeg har mødt her. Det gode sociale liv er også vigtigt for at klare det, når man løber ind i problemer, og pludselig ikke kan følge med. Der er altid andre, som har de samme problemer og ved at arbejde i læsegrupper hjælper man hinanden.