At grave sig til en god historie

Ida Bruhn Bull læser forhistorisk arkæologi på tredje år og er fanget af den fantasi, som arkæologien kræver af hende. Det var især, da hun efter et år på studiet for første gang skulle prøve kræfter med arkæologisk gravning, at hun blev helt sikker på, at hun havde valgt det rigtige studie. Netop nu arbejder hun på en udgravning i Varde.

Hvorfor valgte du at læse forhistorisk arkæologi?

Jeg har altid været fanget af fantasien bagved. Vi siger jo, at vi finder husene, men det er jo kun de spor efter, hvor stolperne har været, som vi finder. Og den fantasi, der ligger fra at finde den her sorte ring i jorden, til at sige at ”sådan her har husene set ud” og ”herovre har der været stald” og ”her har de sovet” osv., den er bare så spændende og interessant. Man får lov til at lave rigtig mange gode historier. Så det er meget historien bag, som jeg synes er fantastisk spændende.

Bliver man nogensinde sikker på, om det er det rigtige studie, man har valgt?

Da jeg for alvor fandt ud af, at det var det rigtige, jeg havde valgt, var efter et års tid på studiet, hvor vi var på en uddannelsesgravning, som varede en måned. Det var hele årgangen, som blev fordelt i grupper på 7-8 personer på forskellige museer rundt om i landet. Der prøvede vi det praktiske arbejde, som arkæologer laver, og det var skide skægt.

Er du glad for at studere?

Jeg elsker at studere og læse. Det lyder lidt klichéagtigt, men jeg synes bare, det er så fedt at få lov til at tilegne sig så meget viden – og oven i købet få SU for det – og så bare få lov til at nørde ligeså meget man har lyst til. Så jeg elsker virkelig at studere, og jeg elsker hele studielivet med at sætte sig på et bibliotek omgivet af bøger og andre folk rundt omkring, der også sidder og terper. Det er simpelthen så hyggeligt.

Var det en stor omvæltning at starte på universitetet?

Ja det var det da. Både fordi der er en masse nye mennesker, og vi havde en bred aldersgruppe med både halvtredsårige, trediveårige og tyveårige. Men det var jo også meget specielt at få lov til at læse sammen med folk med en anden livserfaring, end man selv havde. Og så disciplinen – den skulle man også lige finde ud af, hvor meget man havde af. For der er jo ikke som sådan lektier, vi skal ikke aflevere noget hver uge, og man bliver heller ikke bedt om at række hånden op, hvis man ikke har læst lektien. Så man skal virkelig selv holde sig motiveret, og det var omvæltningen, tror jeg. At man bliver fritstillet på sådan en måde og i sådan en grad, så det er i hvert fald vigtigt at finde ud af i løbet af det første halve år, hvordan man læser godt. For ellers farer man bare vild i det hele.

"Efter et år på studiet prøvede vi det praktiske arbejde, som arkæologer laver på en udgravning. Og det var skide skægt.

Er der noget, der har overrasket dig positivt ved studiet?

Ja vores samvær og vores relation til vores undervisere, de ældre studerende, ph.d.-studerende osv. Det er givetvis også fordi, at arkæologi er et ret lille studie. Vores undervisere sidder og arbejder ud til området, hvor vi læser, og hvor vi spiser, og de kommer ud i det samme tekøkken som os og sådan nogle ting. Og de har jo lettere ved at huske 100 navne end 500. Så det gør også, at man får en mere personlig relation til dem. Man har jo brug for en bekræftelse alle steder, og bare det at de kan huske ens navn og ansigt, og hvad det var, man lige skrev opgave om for lidt tid siden, det er fedt. Man føler sig mere værdsat, og man føler, at man hører til på studiet.

Hvordan har selve undervisningen været?

Det har været helt almindelige forelæsninger, og i nogle fag har der så været noget studieaktivitet, fx nogle præsentationer af nogle kapitler eller en situation eller noget i den stil. Vi har også haft rigtig meget det, der hedder genstandsøvelser. Hvis vi finder ting i jorden, skal vi jo kunne se, hvad det er og datere det osv. Vi har haft nogle holdøvelser, hvor vi er taget ud til nogle museumsmagasiner og har haft genstande i hånden og vendt og drejet dem og skulle beskrive dem med rigtige fagtermer og dateringer og alt sådan noget. Der har vi siddet i grupper to-og-to eller tre-og-tre og snakket om tingene og lagt dem i kronologisk orden og sådan. Så overordnet har det været forelæsninger, deltagelse, ekskursioner og øvelser.

Hvad synes du er det mest interessante ved faget?

Det er noget, der hedder eksperimentel arkæologi, hvor vi laver nogle eksperimenter og forsøg som fx "Kan den her opsætning have set sådan her ud, når man skulle lave en ovn?", "Kan huset have set sådan her ud?", "Hvor har røghullet været?" og sådan nogle ting. Det synes jeg er virkelig spændende. Også at læse om de forskellige forsøg, der er blevet lavet. For det giver os en rigtig god idé om, at det kan være, at det har set sådan her ud. Det er jo også et andet praktisk arbejde end bare det at grave. At få lov til med hænderne at bygge en lerovn, sådan om det blev gjort på det tidspunkt. Eller lave lerkar på den måde, som det blev gjort. Man kommer ind i hele den verden på en lidt anden måde.

Skal man kunne nogen fremmedsprog for at læse forhistorisk arkæologi?

Hvis man ikke kan tysk, er der nogle pensumbøger, man ikke kan komme igennem. Det er ikke et krav, at man skal kunne tysk for at blive optaget på studiet, men der er tre eller fire pensumbøger på tysk på hvert semester, og det var der nogle, der ikke var forberedte på. Du kan jo læse forskellige grene af arkæologi. Nærorientalsk arkæologi beskæftiger sig med Mellemøstens oldtid. Klassisk arkæologi er i det græske område og i Middelhavsområdet. Forhistorisk arkæologi foregår i Norden med Tyskland og de skandinaviske lande. Derfor foregår meget på tysk her på forhistorisk arkæologi, fordi Tyskland er med i den gruppe, og fordi de tyske arkæologer er rigtig gode til at publicere deres materiale.

Ved du, hvad du vil bruge din uddannelse til?

Ja. Jeg har en praktisk forestilling om det, og så har jeg en romantisk forestilling om det. Den praktiske er selvfølgelig at være gravende arkæolog og behandle det, jeg har gravet, og få det ud på skrift, lave nogle artikler omkring det og få det bredt ud til andre arkæologer. For der foregår en masse gravearbejde, men der er meget lidt af det, som bliver publiceret, så fagfæller kan læse om, hvad der foregår. Den romantiske forestilling er at bruge uddannelsen, og alt det jeg har læst, som en research til at skrive nogle historiske romaner, for på den måde at få nogle fakta ud til "almindelige mennesker". Der er så mange, jeg snakker med, som har svært ved at forstå arkæologi, eller har svært ved at sætte sig ind i det. Derfor kunne det være super skægt at lave sådan nogle historiske romaner, som ikke bare handler om middelalderen, men faktisk viser, hvor interessant en verden det kan være. Den vinkel har jeg haft, fordi jeg altid gerne har villet være forfatter. Så det kunne være en sjov måde at kombinere det på – at formidle en faglig viden forklædt i en skønlitterær historie og lidt romantik.

Har du et godt råd til kommende studerende?

Ét er i hvert fald at finde ud af, hvad man vil vægte højest. Om man vil prioritere graveerfaring eller kun fokusere på at læse og studere. Hvis man får chancen og får tilbudt gravearbejde – også selvom det fx er i Esbjerg – så synes jeg, man skal tage det. Man kan altid tage orlov fra studiet og komme tilbage. Men hvis først du er uddannet som bachelor eller kandidat og ikke har nogen graveerfaring bag dig, så er du ikke særlig meget værd for museerne. Så har du rigtig svært ved at komme ud og blive ansat. Så sig ja til gravearbejde, når det byder sig.

Interviewet er fra 2013.