Studerende fortæller

At læse fysik på Københavns Universitet kan føre dig mange spændende steder hen. For Asbjørn Drachmann blev det vejen ind i kvanteforskningen, hvor han i dag arbejder med at udvikle fremtidens computer.

Hvis du triller en bold ned af et tre meter langt bord med en hældning på 63 grader, hvor hurtigt vil den da ende på gulvet? Hvordan vil accelerationen være?

Lige siden folkeskolen har Asbjørn Drachmann elsket matematiske og logiske udfordringer. Det er også derfor, at han efter en lang dag på arbejdet, hvor han forsker i kvantecomputere, ikke kan lade være med lige at skulle løse en sudoku, når han kommer hjem.

”Jeg elsker at løse problemer, og det gør man virkelig, når man arbejder med fysik. Alt det, vi tager for givet i dag har engang været teoretiske problemer. Tænk bare på tyngdeloven, der bestemmer hastigheden på bolden, der triller ned af bordet eller på elektromagnetismen, der blev opdaget af H. C. Ørsted for 200 år siden og som har lagt grundlaget for eksempelvis vores mobiltelefoner,” siger han.

Valget om at læse fysik, kom derfor ret naturligt for Asbjørn i løbet af gymnasietiden. Han havde dog aldrig havde forestillet sig, at han skulle ende som kvanteforsker. Oprindeligt ville Asbjørn nemlig være biofysiker, men ændrede spor, da han lavede eksamensprojekt i en forskningsgruppe.

”I løbet af min bachelor, fik jeg pludselig mulighed for at blive assistent for Charles Marcus – en forsker fra Harvard, der havde et ophold på Niels Bohr Institutet og i dag er ansat der. Vi undersøgte superledere, der skulle bruges til computerteknologi, og dér fik jeg blod på tanden i forhold til at springe ud i kvantemekanikkens vilde verden,” forklarer han.

Som at være opdagelsesrejsende i et ukendt land

Asbjørns arbejde består blandt andet i at udvikle kvantecomputerens fremtidige hardware – nogle mikrochips, der indeholder såkaldte kvantebits, som kan behandle enorme mængder information.

”En normal computer arbejder i bits og kommunikerer via 1- og 0-taller. I kvantecomputeren vil vi revolutionere den struktur med kvantebits, der kan indeholde både 1- og 0-taller på én gang. Mængden af information, en kvantecomputer kan behandle, stiger derfor eksponentielt med antallet af kvantebits,” forklarer han.

Meget af Asbjørns hverdag kan sammenlignes med at være opdagelsesrejsende i et nyt land – med bind for øjnene.

”Kvantefeltet er så nyt, og vi leder ofte efter noget, uden at vide, om det overhovedet findes. Lige nu prøver vi at finde en partikel, hvis eksistens blev foreslået af en forsker i 1937, men som endnu ikke er bevist. Hvis den findes, tror vi dog, at den vil være god at lave stabile kvantebits af,” forklarer han og afslutter:

”Jeg er helt vild med at arbejde med noget, hvor jeg kan tage det første skridt mod en spritny opdagelse. Meget af den viden, vi producerer, er så uprøvet, og det føles fantastisk spændende”.

Frederik Faye interesserede sig ikke for naturvidenskab i gymnasiet og begyndte at læse psykologi på Københavns Universitet. Men et suppleringskursus gjorde ham interesseret i matematik, så han endte med at droppe psykologien og læse supplerende kurser i halvandet år for at kunne komme ind på fysik i stedet.

“Jeg fandt ud af, at matematik er fedt, da jeg tog et suppleringskursus, inden jeg skulle starte på psykologi. Det er meget tilfredsstillende at arbejde med matematiske problemstillinger og få boostet selvtilliden, når jeg løser en svær opgave.

Når jeg så har valgt at læse fysik og ikke matematik, er det fordi jeg synes, fysikken forholder sig mere til konkrete ting i verden. I fysikken undersøger du systemer, som kan overraske dig ude i virkeligheden – sådan er det også på specialiseringen i biofysik, som jeg læser på (specialiseringen er nu blevet til et studieforløb i biofysik, red.).

Jeg er især interesseret i den del af biofysikken, som handler om komplekse systemer. De findes mange steder i biologien, fx skrev jeg førsteårs-projekt om en amøbe, der kan danne super-optimerede transportnetværk mellem forskellige fødekilder. Amøbens netværk kan sammenlignes med jernbanenettet omkring Tokyo. Ingeniørerne i Japan og amøben har organiseret de to netværk på næsten samme måde, men metoderne de har brugt er vidt forskellige; amøben har nemlig ikke nogen central hjerne, så den har skabt sit netværk gennem intelligent samarbejde mellem de enkelte celler.

Naturen er generelt ret god til at finde optimerede løsninger på komplekse problemer. Jeg synes, det er spændende at bruge fysik til at forstå biologien, så vi kan finde nye metoder til at løse menneskelige udfordringer, fx transportsystemer der skal optimeres. Det kunne jeg godt forestille mig at arbejde med, når jeg er færdiguddannet.

Du må godt stille dumme spørgsmål

Jeg har fundet en masse ligesindede på fysik, og der er et stærkt netværk mellem de studerende. Folk er enormt begejstrede for faget, og vi diskuterer faglige ting på livet løs, også i fritiden. Det oplevede jeg ikke rigtig på psykologi – der snakkede folk mere om fester i weekenden i stedet for at snakke om det, der lige var foregået til forelæsningerne.

På fysik er det fuldt ud tilladt at stille ‘dumme spørgsmål’, hvis der er noget, du ikke lige har forstået. Mange af vores undervisere opfordrer til, at du stiller spørgsmål. De siger, at det er et værktøj til at blive klogere.

Der er ikke rigtig brug for faste læsegrupper, fordi det er så naturligt at snakke fagligt på fysik. Men har du brug for lidt mere struktureret hjælp til dine ting, er der studiecaféer, som instruktorerne (ældre studerende, red.) i hvert fag står for.

Det sociale studieliv

Studielivet på fysik er generelt præget af, at folk er inkluderende og har det godt sammen. Der er en god og let stemning på uddannelsen.

I år har jeg spillet med i revyen (FysikRevy™) for første gang. Det var superfedt, og det skal jeg helt klart igen til næste år. På fysikstudiet kan du – hvis du vil – engagere dig i mange ting og virkelig være en del af studielivet. Selv har jeg ikke engageret mig så meget, revyen er mit første større fælles sociale arrangement. Det var vildt sjovt og meget intenst.

Hvis du deltager i revyen, skal du regne med at gå glip af en del undervisningen, men det kan du indhente bagefter, hvis du strammer dig lidt an …

Undervisning og laboratorieøvelser

Vi har både forelæsninger, hvor underviseren står ved tavlen, og regneøvelser, hvor vi selv sidder og arbejder. De to undervisningsformer supplerer hinanden godt. Det er nok i regneøvelserne, at jeg virkelig lærer noget. Selvom det bare er regneopgaver, så kan man ikke lave dem uden at have en grundlæggende forståelse for fysikken.

Derudover har vi laboratorieøvelser, hvor vi prøver at undersøge og forstå et bestemt fænomen ved at lave et forsøg, udføre nogle målinger og til sidst skrive en rapport eller en artikel, som skal afleveres.

I faget Eksperimental fysik lavede vi fx et forsøg med en optisk mikrofon; vi skød en laserstråle ind på en reflekterende overflade på en højtaler, hvorfra den blev kastet videre ind på en fotodetektor, der lavede lysimpulsen om til en elektrisk strøm. Når vi spillede noget lyd i højtaleren, fik det strålen på fotodetektoren til at bevæge sig. Opgaven var så at genskabe den lyd, højtaleren havde spillet, alene ud fra den laserstråle, der havde bevæget sig på fotodetektoren. Vi var nødt til at rense lydsignalet, og selvom det ikke lykkedes særligt godt, var det fedt at lære, hvordan vi skulle gribe signalrensningen an og indstille apparaterne, så vi kunne måle så præcist som muligt.

Laboratorieøvelserne kan give en mere intuitiv forståelse af teorien, men en del af pointen med øvelserne er også den videnskabelige metode: Hvordan laver jeg ordentlig databehandling, og hvordan estimerer og mindsker jeg usikkerhederne i forsøget?

Hjemmearbejde og tidsforbrug

Jeg oplever, at en stor del af forståelsen for fysik kommer ved at læse hjemme. Vi har nogle bøger på bacheloruddannelsen, som er rigtig gode at arbejde ud fra derhjemme, hvor man har tid til at sidde og bryde argumenterne ned.

Hvis jeg er godt med, bruger jeg i gennemsnit mindst det samme antal timer på at læse hjemme, som jeg har undervisningstimer – i øjeblikket har jeg 16 undervisningstimer om ugen.

Det svære ved fysikuddannelsen

For mig er det svære ved studiet den dårlige samvittighed, der kommer, når jeg ikke får lavet mine ting. Der er meget at lave, og jeg har ikke den bedste selvdisciplin. Der er nogle fag, hvor man simpelthen ikke kan nå alt, hvis man samtidig vil have et liv ved siden af.

Fx faget Statistisk fysik – blandt de studerende også kendt som Sadistisk fysik. For mig er statistik en ny måde at tænke på. Vi er vant til at kigge på simple og konkrete systemer, som vi kan regne på. I statistik skal vi finde metoder til at regne på et system ud fra meget få informationer. Opgaverne er krævende, og der er mange af dem – men jeg er dog langt fra den eneste, der synes, det er et svært fag.

Et godt råd til sidst

Få læst hver dag og mød op til regneøvelserne. Det er nok det vigtigste råd at følge. Fysik er ikke en uddannelse, du kan komme igennem ved at ‘slacke’. Du bliver nødt til at lægge en masse timer i det – men det bliver også meget sjovere af det.”

”Nogle vil måske føle sig skræmt, for fysik kan godt være en lidt utilgængelig videnskab”, siger Laura Skov Andersen. ”Men miljøet er så dynamisk, så det bliver en meget levende del af ens hverdag. Det er fedt at være sammen med en hel bunke nørder som én selv!”

Hvorfor valgte du fysik?

Faktisk er jeg handelsskolestudent, så det er ret spøjst, at jeg er endt her. En overgang troede jeg, at jeg ville være arkitekt. Jeg gik på et forberedelseskursus, og der gik det op for mig, at det ikke var noget for mig. I stedet dykkede jeg ned i, hvad der virkelig interesserer mig, og fandt ud af, at det var fysik. Jeg valgte det, fordi jeg synes, det er spændende at tænke på, hvordan verden hænger sammen. Det har altid været en af mine grundinteresser. Så jeg har ikke valgt ud fra et ønske om at gøre karriere, men ud fra ren og skær interesse.

Da jeg fandt ud af, at det var fysik jeg ville, så brugte jeg to år på at tage de nødvendige suppleringskurser i matematik, kemi og fysik. Sjovt nok var det først, da jeg vidste, hvad jeg skulle bruge det til, at jeg begyndte at få gode karakterer i de fag.

Hvordan oplever du studiet?

Man møder mennesker, der dyrker deres egen specielle tankegang. Udefra set virker de som nørder. Men det er jo det, der er så fedt: at være sammen med en hel bunke nørder som én selv!

Hvilke fag har man?

Når vi begynder på studiet har vi et grundlæggende matematikkursus, som vi er fælles om med en række andre fag. Inden for de første to blokke har vi derudover kurser i klassisk mekanik og i relativitetsteori. Og så mere avanceret matematik, der er et redskabsfag, men noget man helt klart får brug for senere, når man får kvantemekanik og elektrodynamik.

I hver blok har vi typisk et fysik- og et matematikkursus sideløbende, så de supplerer hinanden. Den matematik, vi lærer, kan vi altså anvende direkte på den fysik, vi lærer.

Det første år laver man et 1. års-projekt, hvor man er delt op i grupper, der er tilknyttet hver sin forsker. Man formulerer så en problemstilling og får rigtige datasæt fra virkelige forskningsprojekter at arbejde med. Det giver en ’hands-on’ oplevelse af, hvordan det er at arbejde som forsker. Man arbejder utrolig selvstændigt. Min gruppe var så heldig at komme en tur til forskningscenteret CERN i Schweitz, bare fordi vi spurgte, om vi kunne få lov. Det kunne vi godt, bare vi selv finansierede turen.

Hvordan er fordelingen af teori og praktiske øvelser?

Du bliver kastet direkte ud i laboratorieøvelser fra den første dag. Nogle af øvelserne virker simple, men det handler om at få en grundviden indenfor mekanik. Derefter er der med jævne mellemrum laboratorieøvelser. Efterhånden som det bliver sværere, så bliver matematikken meget tydeligt blandet ind i laboratorieøvelserne – fx i elektrodynamik og kvantemekanik. Man skal have styr på formlerne og teorierne for at se og forstå, hvordan eksperimenterne fungerer.

Er du tilfreds med undervisningen?

Ja. Vi har mange forskellige undervisere. Nogle af dem kan være lidt tørre, men de fleste har en virkelig god indlevelsesevne. Man kan mærke, at de arbejder med deres stof rent professionelt og brænder for at formidle det. Nogle gange tænker man, at underviseren er en sær snegl … men gud hvor er det fascinerende, når man så ser ham fægte med armene i et forsøg på at illustrere et 3D–koordinatsystem. Underviserne er top-professionelle, men tager ikke sig selv vanvittigt højtideligt. De er meget nede i øjenhøjde, og det er ikke noget problem i at gå hen på en af undervisernes kontor eller sende en mail og sige ”Jeg forstod ikke det, du forklarede”.

Der er mange ældre studerende, der er instruktorer (hjælpelærere, red.) og de er sindssygt gode til at hjælpe. Det overraskede mig, hvor mange studerende, der bliver instruktorer – det viser hvor hurtigt man lærer noget man kan give videre og hjælpe andre med. Vi taler jo om folk der kun går på 2. eller 3. år.

Hvordan er det sociale liv?

Vejlederne gør meget for, at de studerende skal komme hurtigt ind i det sociale. Folk er gode til at arrangere, og der er et utrolig godt miljø, hvor folk hjælper hinanden fagligt. I det daglige sidder folk i grupper rundt omkring og hjælper hinanden.

Der er mange traditioner. Det lyder fjollet, men på fysik er folk meget artistiske, og der bliver hvert år afholdt en formidabel Fysikrevy. Det er et afløb for alle de skøre eksistenser og for at kunne lave sjov med et studie, som nogen gange kan være hårdt og stringent - men mest af alt er det en fed aften, hvor både de studerende og underviserne tager bredt gas på sig selv og alt det sjove i studiet.

Vi har tusindvis af jokes om fysik – det er et stort fjollet fællesskab. Vi har en sangbog med over 100 sange, der udleveres, når man starter. Når man kommer hjem fra rustur, så kan man helt sikkert de vigtigste. En af dem er om kvantemekanik. Den er så udbredt, at vores underviser en dag satte den på under en forelæsning – og vi sang alle med. Så de kan godt finde ud af at lege med koncepterne.

Og så er der de årlige gallafester og udflugter. Gallafesten, som jeg har været med til at arrangere, er både for de studerende og de ansatte. Hvert år bliver der valgt en underviser, der skal holde flere taler under festen. Vedkommende bliver udnævnt til ”tørstmester”. Og de er helt med på at skulle holde brandtaler og give den gas.

Vores studentercafé hedder ”Cafeen?”. Den bruger jeg meget. Veninderne og jeg tager ofte vores mad med derned og får os en kop gratis kaffe.

Vi var 130, da vi startede, og nu efter halvandet år er vi vel omkring 100 tilbage. Men tallet dækker også over, at der er studerende, der er skiftet til andre uddannelser.

Har du studiejob?

Med mindre man kan blive instruktor, så er det svært at finde et studiejob, der har relevans ift. fysikfaget. Jeg arbejder som bartender på en ølbar og er superglad for det. Det er rart at have et studiejob, der drejer sig om noget andet end studiet. Min hjerne skal have lidt ro engang i mellem, og som bartender kan jeg koble af. Der arbejder jeg 8 timer ugentligt – nogle gange lidt mere.

Det er mega dyrt at leve i København. Det bliver man nødt til at forholde sig til. Med mindre man kender nogen, der kender nogen, så er der stort set kun to muligheder: at flytte på kollegium eller at finde en lejlighed man kan dele med nogle andre. Hvis man er flere om at leje en lejlighed, så ender man typisk med at betale 3500-4000 kr. om måneden pr. person. Et kollegieværelse koster mellem 2500 og 4500 kr. månedligt.

Vil du anbefale studiet?

Absolut. Jeg kan forestille mig, at der er nogle, der føler sig skræmt, for fysik kan godt være en lidt utilgængelig videnskab. Men miljøet er så dynamisk, så det bliver en meget levende del af ens hverdag. Der er engagerede undervisere, der gerne vil have, at man får stoffet ind i bolden. Det er gode betingelser for at lære.