Interview med Marie Topp Baadsgaard, studerende

At nulre sine holdkammeraters tæer og lade kroppen 'smelte' som en soft-ice ligger nok langt fra de traditionelle forestillinger om, hvad det vil sige at læse på universitetet. Men at få lov til at kæmpe med og mod hinanden, give indtryk og udtryk med kroppen og udforske egne personlige grænser er netop dét, der gør idrætsstudiet så unikt! Når man kommer hinanden ved i badetøj på 3-metervippen og med svedig krop i en snæver tackling i håndbold, oplever man sider af sig selv og sine medstuderende, som ikke vil blive blottet på mange andre studier. Det siger sig selv, at man lærer hinanden rigtig godt at kende med al den fælles fysiske udfoldelse, og derfor er studiemiljøet og den sociale kontakt enormt givende - og for flertallet højt prioriteret. At det ikke kun er hovedet der skal tænke, men i høj grad også kroppen, gør desuden en helt almindelig hverdag på idræt til noget særligt.

Det lyder næsten som et højskoleophold, men studiet er afgjort også et teoretisk studium, idet halvdelen af timerne (de første to år) foregår på skolebænken på traditionel vis. Helt fantastisk er det så at få lov at afprøve sin teoretiske viden i praksis og dermed mærke på egen krop, hvordan vinklen i albuen for eksempel er af afgørende betydning for kraften i et håndboldkast, og hvor meget kontrol vi faktisk kan lære at have med vores krop, både teknisk og æstetisk. Men når der samtidig med teoretiske fag som anatomi og pædagogik skal være plads på skemaet til både volleyball, redskabsgymnastik og kuglestød, har man travlt som idrætsstuderende, og man bruger rigtig mange timer på studiet hver dag. Men hvad gør dét? - når bare det er sjovt og udfordrende, og det er der ingen tvivl om, at det er!

Det tiltrækkende ved at begynde på idrætsstudiet var for mig tanken om en hverdag med masser af fysisk udfoldelse, både vante og uvante aktiviteter. Men studiet åbner i høj grad også op for indsigt i fagets alsidighed, hvad enten det for eksempel gælder idræt somprofession eller idræt som sundhedsfremme, og man oplever lysten til at udvikle sig fra at være udøver til også at blive underviser i idræt. Kombinationen af praktiske og teoretiske fag de første par år danner godt grundlag for enten med det samme at undervise i idræt, eller for at fortsætte den primært teoretiske indgangsvinkel til faget, man beskæftiger sig med resten af uddannelsen.

Til sidst er det absolut værd at fremhæve, at idrætsfolk oftest har et lyst sind og gå-på-mod, hvorfor hverdagen er påvirket af initiativrighed og glæde.