Forskning på faget

Forskningen falder inden for kategorierne læseforskning, logopædisk forskning, audiologisk forskning samt en mere generel kategori om handicappedes livsvilkår. Forskningen er i høj grad tværvidenskabelig og omfatter såvel grundforskning som anvendt forskning. Instituttet samarbejder med specialpædagogiske institutioner omkring dataindsamling og evaluering af audiologopædisk arbejde.

De talesproglige vanskeligheder udgør et stort forsknings- og arbejdsfelt. Ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab er der forskning i stemmelidelser, stemmekvalitet og stemmebrug; fx undersøger man talefunktionen og stemmebrugen hos personer med knuder på stemmelæberne. Der er også forskning og undervisning i aspekter af børns
tale- og sprogudvikling, fx når de har udtryksvanskeligheder og måske svært ved at bruge de rigtige bøjningsformer af ordene, når de har sproglige forståelsesvanskeligheder, eller når de er født med læbe-ganespalte. På det sidstnævnte område er instituttet med i et stort, internationalt forskningssamarbejde. I samarbejde med Center for Hjerneskade er der desuden forskning i voksnes sproglige og kommunikative vanskeligheder efter en hjerneskade. Her er det ikke alene vanskelighederne i sig selv, der er i fokus, forskningen omfatter også vanskelighedernes betydning for samtale i praksis og bl.a. for en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Forskningen i læsning og stavning har de seneste 20 år været samlet i Center for Læseforskning. Læsecentrets arbejde giver plads til, at mange studerende kan deltage i forskningsprojekter i løbet af uddannelsen.

Forskningen i audiologopædi har sin styrke i den anvendte sprogvidenskab. Den er altså især rettet mod sprogvidenskabelige beskrivelser af sprogvanskeligheder, deres årsager og mulige afhjælpning. Dette fælles fokus giver gode muligheder for både formelt og uformelt samarbejde mellem forskerne. Mange af forskerne med tilknytning til uddannelsen i audiologopædi deltager da også i et bredt samarbejde om forskelle i sproglige færdigheder. Men uddannelsen i audiologopædi indeholder mange flere perspektiver på tale- og sprogvanskeligheder, hentet fra bl.a. psykologi, neurologi og anatomi, sociologi, jura og specialpædagogik.