Forsker for altid

Frederik Rode
Research Scientist
Novo Nordisk A/S

Jeg har vidst, at jeg ville være forsker, siden jeg var 5 år. Da jeg senere kom i gymnasiet, begyndte jeg at tænke over, hvordan jeg nemmest blev forsker – altså den der opfinder nye ting og tænker dybe tanker. Men det skulle være anvendt forskning; forskning som bliver brugt til noget konkret i menneskers hverdag. Jeg havde længe haft en sund interesse for kemi – og da jeg gerne ville arbejde med anvendt forskning inden for kemi virkede lægemiddelforskning og farmaceutuddannelsen som et rigtig godt bud.

OPSTART AF SMERTELABORATORIUM

Jeg fortsatte derfor direkte fra gymnasiet til universitetet og var færdiguddannet farmaceut som 23-årig. Jeg fortsatte så med en ph.d.-grad, hvor jeg dels arbejdede på NeuroSearch med in vivo-metoder (forsøg på levende organismer) og dels rejste til University College of London, hvor jeg arbejdede med in vitro-metoder (forsøg uden for levende organismer). Så tog jeg hjem til School of Pharmaceutical Sciences og var med til at etablere en forskningsgruppe, som beskæftiger sig med smerteforskning – jeg var den første ph.d.-studerende i gruppen.

Efter min ph.d. underviste jeg i tre måneder på School of Pharmaceutical Sciences på et legat fra Novo Nordisk Fonden. Jeg blev så tilbudt et job hos Astellas, som er Japans største medicinalvirksomhed, som havde en CNS-afdeling (centralnervesystem) i Edinburgh i Skotland, hvor de skulle bruge en til at sætte et smerteforskningslaboratorium op. Det havde jeg jo lige gjort i København, så jeg tog til Skotland og blev der i to år.

Da afdelingen i Skotland lukkede, fik jeg en EU-finansieret postdoc-stilling i en mindre biotekvirksomhed i Milano, hvor jeg kom til at arbejde med biologiske lægemidler til inflammatoriske sygdomme. Efterfølgende arbejdede jeg hos NeuroSearch i fire år – og er nu kommet til mit nuværende job på Novo Nordisk A/S.

TRÆKKER DAGLIGT PÅ REDSKABER FRA FARMACEUTENS VÆRKTØJSKASSE

Jeg er ansat i en afdeling, der hedder Exploratory ADME (Absorption, Distribution, Metabolism and Excretion), hvor jeg beskæftiger mig med farmakokinetik, som er alt det, kroppen gør ved lægemidlet – i modsætning til, hvad lægemidlet gør ved kroppen. Hvis man fx spiser en tablet, så kommer der mere og mere af det aktive stof i blodet, fordi det bliver optaget – efterfølgende falder mængden, fordi stoffet bliver nedbrudt og udskilt gennem nyrerne eller leveren. Lægemidlers optagelse og udskillelse kan man optimere på, så mængden af aktivt lægemiddel i kroppen er den rette på det rigtige tidspunkt.

Viden om farmakokinetik er noget, der er meget brug for i lægemiddelindustrien – og det er farmaceuter ret gode til: Der er mange andre uddannelser, der giver viden om biologi og sygdomme, men selve det med kinetikken – hvordan et konkret stof virker og hvor længe – dét er farmaceuter de bedste til. Jeg tror, at omkring halvdelen af akademikerne i min afdeling er farmaceuter.

Jeg bruger ikke så meget tid på at udføre forsøg i laboratoriet, men bruger rigtig meget tid på at regne på forsøgsresultater og udtænke nye forsøg. Jeg er leder af et projekt, hvor mine opgaver også er at tolke resultaterne og placere dem ind i en større kontekst. Sandheden er imidlertid, at jeg ikke ville være i stand til at udføre mit job, hvis ikke jeg vidste, hvad man laver i laboratoriet. Og i den henseende er min uddannelse som farmaceut og lægemiddelfaglig ph.d. guld værd. Jeg har faktisk været overrasket over, hvor meget af lærdommen fra min uddannelse, jeg til stadighed trækker på dagligt.

Det samme gælder statistik, kvalitetskontrol og evnen til at tilegne sig ny viden hurtigt. Desuden har vi farmaceuter en bred generel viden om lægemidler og deres virkning – alt sammen kompetencer, som er altafgørende for et lægemiddelfagligt job i dag. Især i industrien, hvor fokus hurtigt kan skifte – afhængigt af hvad konkurrenten udvikler.

NETVÆRKET ER UUNDVÆRLIGT

Noget af min tid går også med at skrive videnskabelige artikler om vores forskningsresultater og tage til konferencer. Konferencerne er primært for at networke med andre forskere, fordi min oplevelse er, at et fagligt netværk er altafgørende inden for forskningsverdenen – både i forhold til karriereplanlægning og internationalt samarbejde med andre forskere. Hvis man ikke samarbejder, så kan man fx bruge et halvt år på at sætte et forsøg op og yderligere et halvt år på at få det til at virke. Eller man kan overbevise ham du mødte på en konference – som rent faktisk laver det her forsøg – om, at I kan samarbejde. På den måde kan man klare den samme opgave på 14 dage. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang.